Tegnefilm i Vyond

Når du ser en animationsfilm i den her stil, er den typisk lavet med Vyond’s online værktøj: https://www.vyond.com/. Måske kender du det under dets tidligere navn “GoAnimate”.

Værktøjet er nemt og intuitivt at bruge, og der findes masser af vejledninger til hjælp. 

Det er desværre ikke gratis, men du kan prøve det af i 14 dage. Mine videoer er lavet med en Premium licens, som gør det muligt at downloade video og animeret gif.

1. Lav et storyboard

Noget af det, der tager længst tid, er at planlægge indholdet. For at spare tid i sidste ende er det en god idé at lave et storyboard, før du går i gang. På Vyond’s youtube kanal er der tonsvis af hjælp at hente, som den her.

Herefter tager du et A4 papir og tegner 4-6 felter som en tegneserie. Smid det i kopi-maskinen, så du har en masse tomme ark med felter. Gå i krig med blyant og tændstikmænd.

Husk, tegn endelig ikke pænt – det dræber bare de gode idéer.

2. Overvej lyd

For mig er noget af det sværeste at få optaget god lyd til figurernes replikker. Måske er det, fordi jeg ikke har det rigtige udstyr, men det bliver hurtigt belastende at sidde under dynen at optage for at minimere baggrundsstøj.

Det er heller ikke altid nødvendigt med lyd. Overvej, at din lytter måske slet ikke har lyden slået til, når han ser din video.

Her er en af mine videoer uden lyd.

3. Kort er godt

Din video skal være kort og præcis, gerne under 1 minut. Du ved sikkert selv, hvor hurtigt du mister tålmodigheden og klikker videre. 

Lad andre se din video igennem, når du selv har stirret dig blind på detaljerne. De kan have nemmere ved at pege på de steder, hvor der kan skæres nogle hjørner, uden pointen forsvinder.

Efter jeg havde lavet videoen herunder, downloadede jeg den som animeret gif og brugte den som blikfang til en artikel på LinkedIn. LinkedIn har en grænse på 15 sekunder for en animeret gif.

Der er cookies i værktøjskassen, så jeg kan se, hvilke indlæg der bliver læst mest. Når du klikker videre, tæller jeg også dine klik med, men jeg kan ikke se, hvem du er.