Miro mind maps

Nu har jeg fundet et gratis værktøj til mindmaps, som er så lækkert, at jeg gerne vil anbefale det. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg er stor tilhænger af mindmaps, især når jeg skal forsøge at danne mig et overblik over ny funktionalitet eller lignende, se dette indlæg. I begyndelsen er der masser af rodede tanker og vilde idéer uden sammenhæng, men når jeg får det hele ned i et mindmap, begynder der at opstå mønstre og struktur.

Miro bruges direkte i din browser. Du skal oprette en profil, men ellers er der masser af funktionalitet til rådighed gratis.

Faktisk er det også et samarbejdsværktøj, hvor du kan dele virtuelle white boards med dit team og kommentere, chatte, bruge post-its og fordele opgaver på et taskboard. Se bare det her udpluk af skabeloner, der kan hjælpe dig til at være kreativ og struktureret:

Få overblik med mindmaps

Jeg er rigtig glad for mindmaps, når jeg skal forsøge at danne mig et overblik over et område. De fleste mindmaps understøtter funktionalitet med at folde ud og folde sammen, og på den måde kan man overskue alle tanker og noter på én enkelt side.

Fra Mindjet.com

Jeg bruger selv Mindmanager fra Mindjet.com https://www.mindjet.com, fordi det værktøj har rigtig mange funktioner og filtreringsmuligheder. Der findes dog også gratis udgaver af digitale mindmaps.

Hvis du har læst mit indlæg om “5-plan”, så kan et mindmap være rigtig godt i scope-fasen. Her laver jeg tit et usecase-diagram, hvor de enkelte aktører (se også aktørdiagram) er defineret med de handlinger, de skal bruge det nye produkt til. På den måde får vi dannet et fælles sprog, der tager udgangspunkt i brugerens behov. Vi kan tale om usecasen “når nu underviseren skal have overblik over..” i stedet for funktionen “når man trykker på den her knap…”.

Scope kan så fastsættes ift. de usecases, der skal leveres i første version af det nye produkt.

Mindmanager, som jeg bruger, kan f.eks. også bruges til projektledelse i en light-udgave. Der kan oprettes tasks med deadlines, som så automatisk kan opdannes til et Gantt kort. Det er ret fedt, hvis man har koordinator-rollen og selv har ansvaret for at styre deadlines.

Fortæl med storyboard

Når du skal i gang med analysere og designe et nyt (del)produkt, er et storyboard et godt værktøj. Det tvinger dig til at tænke et flow overordnet igennem. Samtidigt får du noget visuelt at kommunikere med kunden/brugerne/dine kollegaer ud fra, så du så tidligt som muligt fanger evt. forskellige opfattelser af, hvad produktet skal kunne, og lige så vigtigt – hvad det ikke skal kunne.

Hvis du har læst mit indlæg om “5-plan”, så hører storyboardet til i processen under Scope.

Dette storyboard har jeg tegnet i opstarten af en større feature, som handler om en lovmæssig årlig efterregulering af økonomiske fripladser. Jeg har bl.a. brugt det til at fortælle udviklerne om baggrunden for det, vi skulle i gang med at arbejde med.

Ved komplekse problemstillinger kan et storyboard også hjælpe til at forenkle udfordringerne, så det er nemmere at overskue og kategorisere i opgaver.

Der er cookies i værktøjskassen, så jeg kan se, hvilke indlæg der bliver læst mest. Når du klikker videre, tæller jeg også dine klik med, men jeg kan ikke se, hvem du er.