At give eller modtage kritik af et designforslag kan være svært. Her har jeg samlet 10 emner i en BINGO-plade, du kan bruge til usability evaluering sammen med andre eller som en tjekliste af dit eget design.
Metoden er god, fordi det kan være svært at give feedback og kritisere andres arbejde, men på den her måde bliver der sat en ramme, og deltagerne bliver ligefrem belønnet for at få pladen fuld.
Du kan også sagtens bruge BINGO-pladen til at gennemgå dit eget design. Jeg synes, det tvinger mig til at se på mit design med andre øjne, når jeg gennemgår emnerne – noget der ellers er ret svært, når man har arbejdet med et design i længere tid.
En usability evaluering er en test af, hvor brugbart et digital produkt er. BINGO-pladen her baserer sig på metoden “heuristisk inspektion”, også kaldet ekspertevaluering.
Fremgangsmåden er at samle en gruppe personer med viden og erfaring indenfor usability og gennemgå et design og lede efter usability problemer. En heuristisk inspektion er bedst i den tidlige designfase, hvor man f.eks. evaluerer en tidlig prototype, og man bør altid senere afprøve sin prototype eller produkt på rigtige brugere.
Under hver af de 10 emner har jeg opstillet nogle spørgsmål til inspiration, når du skal lede efter usability problemer. Jeg har taget udgangspunkt i forskning på området, men har tilrettet så metoden giver mening i mit eget arbejde.
Download BrugervenlighedsBINGO-plade.pdf
Fremgangsmåde for brugervenlighedsBINGO
- Forberedelse
- Planlæg hvilke dele af produktet, du gerne vil evaluere
- Overvej hvilke personaer (brugertyper) evalueringen skal tage udgangspunkt i
- Klargør prototype, en papir prototype kan sagtens bruges.
- Invitér nogle personer (eksperter) til brugervenlighedsBINGO
- Print en BINGO-plade til hver ekspert
- Find post-it og tusser
- Find på en BINGO-præmie
- Evaluering
- Giv hver ekspert en persona og bed dem forestille sig, at de er den pågældende brugertype
- Gennemgå overordnet den funktionalitet, der skal evalueres
- Sæt 1. runde i gang – fastsæt et tidsrum, f.eks. 10-20 minutter alt efter produktets omfang
- Hver ekspert leder nu efter et eller flere “problemer” indenfor hvert emne, skriver problemerne på en post-it og placerer dem på emnet
- Efter 1. runde nævner hver ekspert det mest alvorlige problem, som de har fundet i hvert emne, og alvorligheden diskuteres
- Sæt 2. runde i gang – fastsæt et tidsrum, f.eks. 15 minutter
- Igen leder hver ekspert efter “problemer” indenfor hvert emne, nu inspireret af det samlede fund fra runde 1
- Efter 2. runde nævner hver ekspert igen det mest alvorlige problem indenfor hvert emne, og alvorligheden diskuteres
- Evaluleringen afsluttes og præmie uddeles
Du skulle nu gerne indenfor ca. 1 times tid have modtaget input om de mest alvorlige problemer ved dit design.
Forskning bag usability evaluering
Der findes flere forskellige forslag til heuristikker, som jeg er blevet inspireret af, men de her 10 har givet mening for mig og de digitale produkter, jeg arbejder med. Du kan altid selv tilføje emner, der giver mere mening og fjerne nogle af dem, du ikke har brug for.
Andre heuristikker, f.eks. af Jakob Nielsen: https://www.nngroup.com/articles/ten-usability-heuristics/
Nielsen og Molich undersøger i 1990 heuristisk inspektion, hvor fire hold med eksperter evaluerer et system hver. De konkluderer, at heuristisk evaluering finder en del fejl ved systemer og er således anvendelig som metode, især hvis man bruger flere eksperter, dog anbefaler forfatterne at supplere med en anden type evaluering (Jakob Nielsen and Rolf Molich (1990) Heuristic evaluation of user interfaces. Proceedings of
CHI 1990. ACM, New York, 249-256).
Dumas og Redish understøtter Nielsen & Molichs argument om, at heuristiske inspektioner er anvendelige, men med fordel kan suppleres med andre typer evaluering. I deres bog ”A Practical Guide to Usability Testing” uddyber de, at ekspertstyrede metoder ofte finder mange af de mindre væsentlige problemer sammenlignet med mere brugerbaserede evalueringsmetoder, og at selvom man løste disse uvæsentlige problemer, ville det ikke højne systemets grundlæggende usability (Dumas and Redish, 1999, Comparing Usability Testing With Other Usability Evaluation
Methods. A Practical Guide to Usability Testing, s. 82).
Ekspertstyrede metoder generer altså en del ”støj”, eftersom de finder en lang række uvæsentlige problemer.
Benyon beskriver i 2014, hvordan en heuristisk inspektion kan være fin i det tidlige stadie i en designfase, men at metoden ikke bør anvendes til vurdering af det færdige produkt (Benyon, D., 2014. Designing Interactive Systems: A Comprehensive Guide to HCI, UX and Interaction Design, Pearson Education Limited, 3rd edition)
“Heuristic evaluation therefore is valuable as formative evaluation, to help the designer improve the interaction at an early stage. It should not be used as a summative assessment, to make claims about the usability and other characteristics of a finished product” ( Benyon, D., 2014, s. 218).