TestIndlæg

Udvid din hukommelse

Hver gang jeg lærer noget nyt eller ser en god idé, så gemmer jeg det i Microsoft OneNote, min personlige vidensbank. OneNote følger med gratis, hvis du har Windows 10 eller Office-pakken installeret.

Vi overvurderer ofte vores hukommelse. Mens jeg ser en tutorial om et eller andet nyt, så ser det som regel meget nemt ud. Jeg tænker tit, at det kan jeg sagtens huske. Min erfaring har bare lært mig, at ny viden forsvinder lynhurtigt. Hvis jeg ikke har nået at øve mig på det, så bliver det ikke gemt i langtidshukommelsen. Derfor tænker jeg på mit “fremtidige jeg”, når jeg tager noter. Jeg skriver flere detaljer ned, end mit “nutidige jeg” synes, der er behov for. Det viser sig gang på gang, at det er er mit “fremtidige jeg” rigtig glad for 😊

OneNote er et dejligt nemt værktøj at komme i gang med at bruge. Du kan have forskellige “notesbøger”, som igen kan opdeles i sektioner. Hver sektion kan bestå af en uendelig mængde sider. Jeg har f.eks. en notesbog “User experience” til mit arbejde. I den notesbog har jeg sektioner som “Gratis ressourcer” og “Værktøjer” og “Inspiration”, osv. I sektionen “Inspiration” har jeg en side, hvor jeg samler alt, hvad jeg løbende indsamler af viden og nye tendenser. I en anden side har jeg inspiration til, hvordan en datovælger ser ud i andre systemer.

Skærmklip til vidensbank i OneNote

Jeg har altid OneNote åben på min computer, så jeg kan gemme et hurtigt skærmklip. Det kan f.eks. være, at jeg er ved at booke et ophold på AirBnB til familien og bliver fascineret af den måde, AirBnB har designet deres datovælger på. Så skifter jeg til OneNote og tager et hurtigt skærmklip af datovælgeren. Det tager mig højest 5 minutter at snuppe den her lille bid inspiration.

Når jeg måneder senere får brug for viden om datovælgere, så har jeg et helt lille bibliotek af inspiration til rådighed. Og som jeg har skrevet om tidligere i mit indlæg “Hvordan får man idéer?“, så har vores hjerner brug for inspiration for at kunne få nye ideer.

Skærmklip af vidensbank i OneNote

Min vidensbank i OneNote virker også på mobilen, så jeg f.eks. direkte kan tilføje et billede af det, vi på mødet tegnede sammen på et whiteboard.

Til at finde rundt i din vidensbank kan du bruge den globale søgefunktion i OneNote. Den kan også søge ind i billeder, så hvis du f.eks. har taget et skærmklip af en artikel, så søger OneNote også på ordene i artiklen.

Fordele ved SVG

SVG (Scalable Vector Graphics) kan skaleres i en browser uden at miste kvalitet, i modsætning til en jpg eller png-fil. Andre fordele ved SVG er, at den kan animeres, så formen bevæger sig på skærmen. SVG-filer kan også fylde mindre og dermed gøre din webside hurtigere, hvis siden indeholder meget grafik.

En SVG kan skaleres

Hvis du f.eks. gerne vil bruge skæve, organiske former på din webside, kan du bruge SVG. På godplan.dk har vi brugt en form, vi kalder en “blob”. Vi bruger den som baggrund i forskellige størrelser. Selve formen er den samme størrelse, men ved at sætte højde og bredde kan formen skaleres efter behov uden at blive pixeleret, selvom den har forskellig format.

Med en SVG kan du skalere en organisk form uden at miste kvalitet

Vores blob er designet i Figma og derefter eksporteret som SVG-fil. Hvis du gerne vil have hjælp til at designe en organisk blob, findes der et smart online blob-maker værktøj, blobmaker.app, som kan hjælpe med at generere vilkårlige organiske former og eksportere dem som SVG.

Til godplan.dk har jeg tegnet nogle figurer i Figma, hvor stilen er lidt uperfekt og skæv. Jeg har eksporteret tegningerne som SVG-filer. Det betyder, at samme tegning kan skaleres pænt i browseren, uanset om tegningen skal vises på en computerskærm eller en mobiltelefon.

SVG illustration af dovendyr, der holder fest

En SVG kan animeres

En af de andre fordele ved at bruge SVG er, at man kan animere direkte i filen. Her kan du se et eksempel på, hvordan lyset i en cupcake kan animeres. Jeg har tegnet i Figma og eksporteret som SVG. I koden har jeg tilføjet en animation, der slukker flammen og viser en røgsøjle i istedet.

Eksempel på SVG animation i kode
SVG animation, hvor flamme slukkes og røgsølje vises

Hvordan får man idéer?

For at din hjerne kan få nye idéer, skal den have noget inspiration. En idé opstår typisk, når hjernen sammensætter kendte elementer på en ny måde. Du skal derfor sørge for at give din hjerne noget inspiration.

Sådan får du en god ide (af AbsoluteVision fra Unsplash)

Jeg var på kursus hos Dan Ravn fra NakedGoat på et tidspunkt. Det var ham, der lærte mig, at idéer ikke bare kommer ud af det blå, og man kan hjælpe sig selv til at få flere idéer ved at bruge en struktureret proces.

En god metode er at afsætte 3 x 20 minutter pr. dag til at søge inspiration til det emne, du arbejder med. På den måde fodrer du din hjerne med inspiration, så den kan arbejde videre i underbevidstheden. Og pludselig dukker den gode idé om en morgen i bruseren.

Hvor finder man inspiration?

Pinterest

Et af mine favoritsteder at finde inspiration til design af skærmbilleder er Pinterest. Jeg åbner Pinterest, og i søgefeltet skriver jeg på engelsk “UI design [mit emne]”. Når jeg så klikker på et opslag, der ser interessant ud, viser Pinterest mig flere opslag, der ligner. Sådan kan jeg fortsætte med at hoppe fra opslag til opslag.

Nyhedsbrev

Det kan være svært at tage sig tid til at få ny viden, når hverdagen ruller. Jeg abonnerer på et nyhedsbrev fra uxdesignweekly, som hver mandag sender mig en liste af udvalgte emner indenfor UX. Hver uge er der cirka fem artikler om emner indenfor UX og design, og tre forslag til nye værktøjer. Jeg har besluttet mig for, at jeg skal læse mindst to af artiklerne hver uge. På den måde får jeg et lille skud ny viden hver uge.

Andre produkter

At undersøge hvordan andre har løst en lignende problemstilling, kan være god inspiration. Du kan f.eks. bruge websiden https://mobbin.design/, som viser detaljer fra forskellige eksisterende apps. Der er gode filtreringsmuligheder, så du kan filtrere på bestemte behov, hvis du er i gang med at designe en login-side, osv.

Det er også altid godt at undersøge lignende koncepter i andre, måske konkurrende produkter.

Fantastiske Figma

Figma er et gratis designværktøj for alle, også hvis du ikke er designer. Jeg bliver mere og mere glad for det efterhånden, som jeg lærer det at kende. Det er så nemt at gå til, at jeg også er begyndt at bruge Figma, når jeg bare lige skal tilpasse størrelsen på et billede.

Her er et eksempel, hvor jeg har downloadet et foto fra Unsplash for at lave et blikfang til et opslag på sociale medier. Fra download-bjælken nederst i browseren (Chrome) kan jeg trække billedet direkte ind i Figma.

Figma er et designværktøj for alle
Læs videre “Fantastiske Figma”

Miro mind maps

Nu har jeg fundet et gratis værktøj til mindmaps, som er så lækkert, at jeg gerne vil anbefale det. Jeg har tidligere skrevet om, at jeg er stor tilhænger af mindmaps, især når jeg skal forsøge at danne mig et overblik over ny funktionalitet eller lignende, se dette indlæg. I begyndelsen er der masser af rodede tanker og vilde idéer uden sammenhæng, men når jeg får det hele ned i et mindmap, begynder der at opstå mønstre og struktur.

Miro bruges direkte i din browser. Du skal oprette en profil, men ellers er der masser af funktionalitet til rådighed gratis.

Faktisk er det også et samarbejdsværktøj, hvor du kan dele virtuelle white boards med dit team og kommentere, chatte, bruge post-its og fordele opgaver på et taskboard. Se bare det her udpluk af skabeloner, der kan hjælpe dig til at være kreativ og struktureret:

Lær at tegne

Med Procreate kan du lære at tegne og opnå et ret godt resultat uden det helt store tidsforbrug. Jeg har ikke normalt særlig stor tålmodighed til at tegne noget pænt i hånden, men jeg har afprøvet et par tutorials for at se, om Procreate kan gøre det så nemt at tegne (eller efterligne), som det ser ud. Procreate (til iOS) koster ca. 90 kr., og derudover får du nok lyst til at købe en Apple pen. Du kan dog sagtens prøve det af uden pen.

https://procreate.art/

Her er mit forsøg på at tegne en diset morgen.

lær at tegne en diset morgen

Og her er den tutorial, jeg har fulgt. James Julier har mange fantastiske tutorials til Procreate. I mine tre forsøg har jeg brugt hans tutorials til dem alle.

Bobler på vej til overfladen…

lær at tegne luftbobler på vej til vandoverfladen

Et lys i mørket…

lær at tegne flammen på et stearinlys

Der er cookies i værktøjskassen, så jeg kan se, hvilke indlæg der bliver læst mest. Når du klikker videre, tæller jeg også dine klik med, men jeg kan ikke se, hvem du er.